Anmeldelse af Efterskolesangbogen

Anmeldelse af Efterskolesangbogen

Du er her

Den fylder ikke mere end en krydsning mellem en salmebog og en mayland kalender. Til gengæld er den tyk og lidt i den tunge ende at holde i hænderne. På sidekanterne er der en farvet streg der markerer om sangen du har slået op tilhører den kategori som farver antyder. Kategorierne man i farver kan slå op er: Fælleskab, Livsmod, Identitet, Ansvar, Kærlighed, Danmark, Efterår, Vinter, Forår, Sommer, Morgen, og Aften. Det er dermed nemt at finde en sang der passer til f.eks. aftenhygge. Opstillingsmæssigt får vi tekst under nodelinjen, akkordangivelser ovenover nodenlinjen, og under nodesatsen er de tilhørende vers og omkvæd skrevet med tekst og med et indrykket tal der viser hvilket vers man synger.

Akkordangivelserne står kun over nodelinjen og ikke sammen med versene. Noderne er store og tydelige så de er nemme at tyde på trods af bogens størrelse. Der er ingen hjælp eller forklaring til hvordan man spiller akkorderne, ej heller nogen form for becifring. Akkorderne er bestemt ikke for begyndere og en del sange har akkorden markeret med en skråstreg og et bogstav med lille bogstav der viser at akkorden skal spilles med en anden tone i bassen end grundtonen. En nyttig information for dem der benytter sig af denne teknik og vel at mærke forstår den, men forvirrende for dem der blot ønsker at spille akkorderne og måske har en begrænset forståelse af akkordsystemet. Der kunne godt være plads til en lille hurtig og fiks opremsning af de mest brugte akkorder og førnævnte alternative bastone samt en visning af de mere udfordrende akkorder som Bbm7 eller Eb7. Akkorder der er ganske nemme at spille med barreakkorder når man forstår E type og A type systemet, og endda ganske enkle at spille i en anden toneart med capo - her ville det også være fint med en capo positions angivelse.

Indholdsmæssigt har bogen meget at byde på og der er blevet plads til de fleste evergreens samt nye hits. Kim Larsen er svær at undgå og han har selvfølgelig fået plads i bogen med sange som Langebro, Susan himmelblå, Jutlandia, og papirsklip. Ganske forudsigeligt er der også blevet plads til den evigt populære og nærmest udødelige Kald det kærlighed. En sang som indeholder så meget guf både hvad akkordsammensætninger, rytme, og tekst angår. Folk elsker bare den sang, og mon ikke de nye unge efterskoleelever også vil tage den til sig eller ønske at få den spillet og sunget til sammenkomster? Danske Loveshop med den engelsk titlede Love goes on forever, og Sys Bjerre med  står for de mere moderne danske indslag, der falder udenfor klassiker eller evergreen kategorien.

Internationalt set er de evigt populære Hallelujah (Leonard Cohen), Let it be (Beatles) og Your song samt nyere hits som I'm yours (Jason Mraz).  Sidstnævnte er en moderne klassisker som vel har frembragt et ønske hos mange efterskoleelever om at lære guitarens toner at kende, da den indeholder et velklingende guitarstrum samt lækre akkorder. Der er også blevet plads til Joni Mithcells' Both Sides Now, som også er en klassiker men en som er lidt mindre fremtrædende i sangbøger, sammenlignet med Let it be og Streets of London.  Sidstnævnte guitarklassiker er der ikke blevet plads til i bogen men tilgengæld er det rart at se at der er blevet plads til Eric Claptons legendariske Tears in heaven samt U2's tre akkords perle I still haven't found what I am looking for, som er meget nem at spille og synge. Førstnævnte Clapton klassiker er dog alt andet end nem at spille men fungerer som en stimulernede udfordring til efterskole guitaristen der vil vise hvad han kan på den seksstrengede akustiske guitar.  

Der er en række ukendte sange med, ihvertfald for en gammel ræv som undertegnede, men også kendte pophits som jeg undredes over at finde i bogen. Her kunne jeg nævne en række eksempler, men jeg kan summe det op i ét ord: All about that bass som er en kuriositet. Jeg kan ikke se hvordan man skal kunne retfærdiggøre at den har en plads i denne sangbog. Det er deliberat sagt ud fra en betragtning med guitarlærer briller på. Min egen søn har gået på efterskole og her oplevede jeg til de ganske mange koncerter eleverne fik lov at vise deres talenter på, at der tit var mere fokus på sang og rytme end guitar. Eller sagt mere åbent og positivt så var der plads til det hele, og ikke kun guitaren. Der var meget fokus på rytme, da de havde en dygtig underviser der havde sat det som sit mål at eleverne skulle bruge deres krop og hænder til at føle, forstå og viderebringe rytmen og musikken. Set med disse rytmiske briller så har førnævnte All about that bass en fin plads i bogen, men mere som en indlærings sang og i mindre grand som en fællessang. Til gengæld er sangen Beautiful (Linda Perry) som vi kender med Christina Aguilera velegnet til både sang og guitarspil da den har nogget klassisk ballade stil over sig, der passer godt til sammenspil og sang.

Bogen er lækker at slå op i og have i hånden til fællessang, i stil med en salmebog eller højskolesangbogen i lommeformat, dog er det svært for os guitarister at kunne spille og synge med den samtidig. Den kan ikke stå på et nodestativ da den både er for lille at have stående samt af den mere irriterende årsag: den falder ned! Det er umuligt at bøje sideryggen sådan at bogen kan stå af sig selv på nodestativet.  Midtersektionen kan godt stå, men resten klapper sammen, så man hele tiden skal rejse sig og justere på siderne. Det duer ikke.

Bogen er farverig, nem at læse, og udgivet i en ungdommelig moderne stil med Tweet lignende citater fra kunstnere som Steffendt Brandt og Shaka Lovelace i højre margen, ved de sange som ikke indholder så mange sangvers.  Det er nemt at finde rundt i de mange sange ved indholdsfortegnelsen bagerst. Sangtitlerne viser sig også lækkert frem med store tal og bogstaver i levende farver.  Derudover er der sjove og fornuftige indslag ved sange som Papirsklip hvor man ganske godt tænkt ser hvordan man klippe siden ud med saks og ved den populære guitarbasker: Your song er sangteksten vist på en sjov måde hvor teksten fremstår som om den er lavet i graffiti i udklips/papirklips format. 

Konklusion
Da guitaren dk jo er en guitar hjemmeside så må vi være ærlige og side at bogen mod al forventning ikke er så velegnet til guitarbrug! Det skyldes at den ikke kan stå på et nodestativ som er et must for guitarister eller ihfv. at den kan ligge på et bord eller en stol, og det kan den desværre ikke som førnævnt. Desuden er manglen på en akkordoversigt et stort minus, da der er masser af plads i bogen til andre sjove ting som citater, papirklip og indscanning af scanner apps. Her kunne der godt være plads til en akkordoversig eller i det mindste en vejledning med et link til guitarside der viser akkorder. Indholdsmæssigt er bogen kanongod og det sammenholdt med den yderst dejlige fremtvisning af sangene med de store noder og tekst, gør at vi alligevel havner på et stort 4 tal i rating. Havde den bare været bedre egnet til guitar ville den nemt få topkarakteren 5 hos os. Vi er vilde med bogen, men knapt så vilde med brugen af den til guitar. Øv men pøj pøj!

Bogen kan købes hos www.efterskolesangbogen.dk og der kan man også bladre lidt i den og se hvilke sange der er med i bogen.

Tilføjelse
Vi har fået oplyst at der findes et link til en side med akkordoversigter bagerst i bogen. Derudover har vi fået at vide at der arbejdes på en spiralrygs udgave af sangbogen. Spiralrygs bøger er yderst velegnet til nodestativer og nemme at bladre i, så det vil vi se frem til. Disse to opdateringer betyder at sangbogen er og ihfv. bliver endnu bedre for os guitarister!

Fridrikurs billede

Alletiders at der findes et link til akkordoversigter i bogen selvom vi skriver det modsatte. Nederst i artiklen er der en rettelse og vi glæder os til når spiralrygs bogen udkommer. Vi ved ikke noget tidspunkt endnu dog. Vi forventer at høre fra forlagt detsangående :)