Anmeldelse af Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger

Anmeldelse af Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger

Du er her

Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger af  Tom Frederiksen, Finn Olafsson og Torsten Olafsson er som titlen siger en hyldest til disse to danske legender. Frank Jæger skrev teksten og Tony Vejslev skrev musikken. På cd'en er der hele 13 af deres numre. Genremæssigt taler vi visemusik med stort V i den klassiske visetradition. En stor forskel er dog orkestersammensætningen som består af to western guitarer og en akustisk bas, og ikke den mere typiske spanske guitar som vi kender det fra Evert Taube og serne Cornelius Vreeswijk. Dermed bliver lyden mere moderne og der fornemmes lidtfolkeguitar og lidt bluegrass i guitarens klang. Den solide baggrundslyd som Torsten Olafsson skaber med sin bas bryder dog lidt med det lydbillede, og man er et sted i jazzens verden. Uanset hvordan lydbilledet er så er det stadig temaet i de 13 stykker der får lov at tale ud.

Jeg har her valgt at fortælle om hvordan jeg oplever de fleste melodier på cd'en. Her går jeg typisk ind på tre ting. Om nummeret har hitpotentiale. Hvordan den teknisk er udført, og hvordan især guitarspillet er udført. Der er meget fokus på guitaren.

Liden sol -   er en let fordøjelig sang med et iørefaldende tema og med en yderst smuk tekst af Frank Jæger. De 3 gutter respekterer melodien og piller ikke for meget ved den originale melodi. Vi hører Tom Frederiksen synge og spille sit fingerspil mens Finn Olafsson pynter lidt hist og pist med små fingerspils hilsener og forsyner med med sin egen undermelodi i akkompagnementet. Torsten Olafsson spiller her i sin bas ikke blot en forudsigelig walking bas men også en mere spændende progressionsmæssigt bas, der har en slags underliggende melodi. Melodien har hitpotentiale.

Håndslag til Tony - er en konfetti af fingerspil, guitarriffs, unisont  guitar og bas spil.  Melodien er iørefaldende. Tom Frederiksen synger den med en mild melankolsk stemme. Han er god til at fortælle en historie med sin stemme uden at overdrive og blive utroværdig og teatralsk i sit udtryk.

Påske - her flirtes der gevaldigt med bluegrass (tidlig country) genren i den instrumentale intro, og i det bagvegliggende akkompagnements tema. Det oprindelige tema er også iørefaldende.

Være-digtet - at bassen kan fungere som andet end et rytmisk instrument beviser Torsten Olafsson her med et dejligt melidiøst underliggende tema. I klangen kan vi høre legato toner der leder tanken hen på Niels Henning Ørsted Pedersen. Flot spillet af Torsten. Finn Olafsson spiller her mest akkorder på den 12 strengede guitar og ligger mere i baggrunden. Melodien har mange nuancer, lidt overraskende da teksten er finurlig og lettere komisk.

Sidenius i Tikøb - i denne melodi sætter Finn Olafsson meget tydeligt sit fodaftryk. Det er umiskendeligt tale om klassisk Olaffson sound. Melodien er bitter sød og melankolsk. Igen med et underliggende tema.

Strofer i tusmørket - er en af disse melodier der ikke behøver at blive pyntet for meget på. Den står ganske udmærket alene. Nok også derfor de 3 gutter har undladt at bruge et underliggende backing tema i denne udgave. Dette nummer har hitpotentiale på dansktoppen indenfor visegenren. Det spår jeg.

Sidenius i Kikhavn - er igen en klassisk Tony Vejslev sang, der på trods af at være mere dyster og tung i udtrykket, har samme hitpotentiale som Liden sol. Her har de 3 gutter ikke pyntet for meget, men lader melodien tale ud.

Kirsten og vejen fra Gurre - dette nummer har en del at byde på for guitarister. Den har det hele: intro, fingerspil, riff, og en smuk solo.

Efter et bal i Stockholms lån - her er det ikke kun titlen der har noget svensk over sig. Man hører tydeligt at Tony her har været inspireret af Evert Taube og den svenske nylon klang. Dette nummer er i den klassiske visesangs stil. Den er lidt tung i det. Da den også mangler et omkvæd forudser jeg ikke at den når ud til det brede publikum, og derfor ser jeg ikke at den har et hitpotentiale. Den er smuk og godt udført, men mest til kendere af visegenren.

Oktoberaften på landet - er et spændende stykke for os guitarister pga. Finn Olafssons lækre jazzakkorder og udfordrende højre hånds arpeggio løb. I denne melodi får han endelig lov at vise hvorfor han i mange danske stuer bliver kaldt den akustiske guitars grand ole man. Med godt og solidt basakkompagnement af Torsten. Harmonierne er også mere interessante end på de andre numre. Og melodien står for sig og virker mindre viseagtig end de andre. Den lyder mere moderne i sit udtryk.

Lange vinter -  er en melodi med et klassisk folkefingerspil på guitaren. Her dramatiserer de tre gutter med mørk korsang. Finn Olafsson spiller enkelte soli indimellem de få pauser.

Ud af en vinter - I denne korte sang spiller bassisten Torsten Olafsson og guitaristen Finn Olafsson melodistemmen unisont. Det fungerer rigtigt godt

Konklusion

Som man kan læse så har denne cd en del at byde på for os guitarister. Vi får fingerspil, guitarsolo, og en del riffs. Desuden er der nogle af sangene som kunne være sjove for fingerspils guitarister at spille som akkompagnement. Da  cd'en unægteligt er rettet imod tilhængere af visegenren er det ikke overraskende at det efter min mening blot er nogle få der kan gå hen og have decideret hit potentiale. Dvs. at de er ørehængere, og kan spilles i radioen. Liden sol, Strofer i tusmørket, og sidenius i kikhavn har efter min mening stort hitpotentiale, og nogle af dem sågar indenfor popgenren. Det gælder især for Liden sol. De andre sange er mere guf for kendere. Dermed langt fra sagt at der  her er tale om klassisk visesang. Det er det ikke. Orkestersammensætningen og de underliggende baggrunds temaer både i bas og især guitar, gør at der skabes en anderledes klang end den som kendetegner den typiske visesange. Gudskelov fort det var jeg lige ved at sige. Nå nu må vi hellere ikke glemme forsangeren. Det er jo ham folk først og fremmest lytter til. Med det forbehold at dette jo er en guitarside, så vil jeg tillade mig at sige at Tom gør det ganske godt. Hans stemme er behagelig at lytte til, og han overdriver ikke i sit udtryk men lader teksten fortælle historien. Så kommer vi til det sædvanlige spørgsmål: er der guf for Finn Olafsson elskere? Tja. Ved at læse anmeldelsen kan man se at jeg primært skriver at de 3 gutter lader melodien få mest 'taletid', men de ekstra underliggende temaer gør at der er lidt guf for Olafsson elskere. Men ikke så meget som hvis det var en soloplade. Her fungerer Finn som en del af et projekt. Et vel sammenspillet projekt.  Jeg var til koncert med dem i Odense og der blev jeg positivt overrasket over hvor tæt live udførelsen lægger sig op ad studio fremførelsen.  Det vidner om et professionelt engagement.